Artikel top billede

(Foto: Photo: PressConnect / PressConnect)

MapsPeople fyrer direktører og omorganiserer: Vil sætte mere skub i forretningen

Nordjyske MapsPeople siger under ledelse af CEO Morten Brøgger farvel og tak til to af sine direktører for at ‘øge momentum.’

Nordjyske MapsPeople siger farvel og tak til to af sine direktører, som nu forlader selskabet.

Det sker som led i en refokusering, der skal sætte mere skub i “eksekveringen af selskabets strategi,” som det hedder.

De to direktører, der nu opsiges, er CTO Jesper Winther og CCO Jannik Brouwers.

Både Jesper Winther og Jannik Brouwers har været direktører i selskabet siden 2018.

Selskabet meddeler, at teknologi-området, som hidtil har hørt under Jesper Winther, nu lægges sammen med produkt-området.

I spidsen for de sammenlagte områder kommer selskabets hidtidige Chief Product Officer Christian Christensen, som nu får titel af Chief Product and Technology Officer.

Kommerciel direktør Jannik Brouwers ryger også ud af selskabet. Hans område overtager CEO Morten Brøgger nu selv.

MapsPeople meddeler, at selskabet med ændringerne sigter efter blandt andet at simplificere beslutnings-processerne samt for at skabe større sammenhæng mellem produkt-strategi og roadmap, oplyser selskabet.

Den kommercielle afdeling skal under CEO Morten Brøgger have ‘fintunet’ sine arbejdsprocesser.

Det skal ske med henblik på at sætte mere fart i forretningen på en ‘godt struktureret og effektiv måde,’ som det hedder.

MapsPeople omsatte i fjor for 40,6 millioner kroner efter solid vækst og landede et underskud på godt 68 millioner kroner.

Selskabet har i de seneste fem år i alt tabt mere end 200 millioner kroner på bundlinien, mens den samlede omsætning i de seneste fem år har været på knap 143 millioner kroner.

Selskabet har omkring 80 medarbejdere.

Den samlede direktion ser nu sådan ud:

- Morten Brøgger, CEO.

- Christian Læsø, CFO.

- Rasmus S. Andersen, CIO.

- Christian Christensen, CPO og CTO.

- Søren Vasø, CMO.