Artikel top billede

Sælg dine venner, før det er for sent

Klumme: Når noget bliver for almindeligt, og der er for mange om budet, risikerer boblen at sprænge. Forlad den synkende skude i tide og få tid til det virkelige liv.

Inderst inde ved du det godt. Det er nok nu. Ja mere end det - det er for meget.

Al denne kvidren og statusopdateren og spredning af ligegyldigheder er ved at drukne den vestlige verden i ligegyldig kommunikation. Det betyder kun én ting:

Den sociale boble har nået sit højdepunkt og brister lige om lidt.

Alle os, der har investeret i hundredevis af online-venner på facebook og twitter, må se i øjnene, at deres markedsværdi er på toppen nu.

Om ganske kort tid går gassen af fornøjelsen, facebook imploderer, twitter lander blødt, freden sænker sig, og nærværet vender tilbage.

Jeg glæder mig allerede.

Vi befinder os i en klassisk situation. Enhver handelsskoleelev kender historien om Wall Street investoren Joe Kennedy, som nogle få måneder før det store krak i 1929 fik et varmt aktietip fra en skopudser.

Han indså, at når selv skopudsere investerede heftigt, var det særlige blevet for almindeligt.

Der var ganske enkelt for mange om budet. Boblen var spændt, og det var tid at sælge ud. Det gjorde han med held.

Hele tricket er at forlade skuden i tide. At tyde de små tegn, der udstiller galskaben og så ellers se at komme afsted. Joe Kennedys afgørende tegn var skopudseren.

For mig var det gadget-bloggen retrevo.com's seneste undersøgelse af, hvordan amerikanske brugere af sociale medier tænker og opfører sig.

Du får her nogle få tal for gruppen under 25, som tydeligivs er hårdest ramt:

19 procent tjekker facebook eller twitter, hver gang de vågner i løbet af natten, og 27 procent gør det 'kun nogle gange'. I alt knap halvdelen tjekker sociale medier midt om natten.

56 procent er nødt til at tjekke facebook/twitter mindst en gang om dagen. Hver femte kan højst klare sig et par timer uden et fix. Afhængigheden er altså tydelig.

Det er hverdag for de stakkels unge mennesker.

Her er de brutale konsekvenser

Og det er såmænd ikke så forskelligt fra den gang, vi røg hash i stedet for at twitte.

Men det absolut mest skræmmende ligger i den måde, sms-afbrydelser fra de sociale medier er totalt accepteret blandt brugerne.

Se nu her:

22 procent vil gerne forstyrres under et møde.

49 procent vil gerne forstyrres under et måltid.

11 procent vil gerne forstyrres, mens de har sex.

Ofrer nærvær for ligegyldig smalltalk

Det kan kun gå galt.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange parforhold de såkaldt sociale medier har på samvittigheden, men det kan kun blive værre.

De sociale medier er blevet asociale.

De stakkels afhængige brugere ofrer nærvær og tilstedeværelse til fordel for ligegyldig smalltalk med såkaldte venner.

Historien viser, at flertallet vil antage, at de sociale medier vil fortsætte deres vækst som ejendomspriserne i 1990‘erne.

Flertallet vil derfor vedblive at samle på såkaldte venner og kvidre løs et stykke tid endnu, indtil de simultant vil falde fra, erkende deres afhængighed, lukke kontoen og søge professionel hjælp.

I fremtidens historiebøger vil den kommende tid blive omtalt som 'The Social Crack'.

Vores børnebørn vil læse om de forfærdelige måneder, hvor alle statusopdateringerne, hvor alle udvekslingerne af virtuelle blomster og smågrise, hvor de endeløse oplistninger af steder man har været, og bøger man har læst, pludselig mistede enhver social værdi 'over night'.

Hvor det smarte blev pinligt fra den ene dag til den anden, hvor ægteskaber brast i hidtil uset omfang, hvor hver tredje dansker under 35 blev udstødt fra deres arbejdsplads, og hvor endnu flere brød sammen med livslange psykoser som følge.

De kloge vil derfor gøre, som min trendy 17-årige datter gjorde for mange måneder siden:

Lukke kontoen, mens der endnu er status i at gøre det.

Indkassere den sociale kapital og rykke videre i livet.

Sove om natten, nyde måltidet og være nærværende selv i de mest intime øjeblikke.

Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere